Michala & Calvin

Tirsdag morgen den 5. juli 2016, klokken lidt i 9, møder vi ind på Herlevs fødemodtagelse, så jeg kan blive sat i gang. Jeg ved ikke, hvor åben jeg er, og om det er muligt at blive sat i gang uden at få piller. Jeg vidste, at hvis jeg kun kunne blive sat i gang med piller, ville jeg vælge oralpillerne angusta, da jeg har læst, at de er mildere end stikpillerne, og derfor ikke giver kroppen ligeså stort et chok og efterfølgende kraftige og dumme veer. […]

En sød jordemoder kommer og kalder os ind i et lille rum med en seng, to stole og lidt hospitalsudstyr. Jeg skal ligge på sengen i yderlige 30-40 minutter for at få kørt CTG, så de kan måle babys hjerterytme og mine plukveer. Imens spiser jeg Oreos og håber, at jeg får en masse gode plukveer, så jordemoderen tænker: ”Klar krop, vi kan godt sætte i gang uden piller”. Alligevel ved jeg godt, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg har sjovt nok også usædvanlig få plukveer på de 30-40 minutter – typisk.

Ja tak til angusta-piller på Herlev Hospital

Efter dette mærker jordemoderen mig indvendigt og vurderer, at jeg kun er små 1 cm åben og stadig har 2 cm livmoderhals tilbage – så hun synes ikke det lader til at være en god ide at prøve at tage vandet, og jeg vil ikke have endnu en hindeløsning. Hun fortæller derfor om de angusta-piller, jeg havde læst så meget om forinden. Jeg takker pænt ja tak. Hun kommer ind med to meget små piller, jeg skal sluge med vand. Pillerne skal tages med 3-4 timers mellemrum, så min mor kører os hjem igen. I bilturen får jeg nogle slemme, kraftige plukveer, men de går hurtigt væk igen.

Vi kommer hjem, og der slapper vi af og får pakket de sidste småting i tasken. Vi kommer ud på Herlev igen nogle timer efter, 12.30, og jeg får igen kørt CTG og får to nye piller. Hun mærker mig ikke indvendigt. Jeg har fortsat plukveer, lidt kraftigere end normalt, men intet vildt. Efter 2. omgang er det hjem igen og ligge på sofaen. Får sovet en smule. Vi tager på Herlev igen til 3. omgang. Klokken er nu 21. Jeg har åbnet mig 2 cm og har nu cirka 1,5 cm livmoderhals tilbage! Lidt fremgang er der. Tak, plukveer.

Efter denne omgang spørger de mig, om jeg vil have en 4. og sidste omgang for i dag, det skulle så være klokken 24 cirka. Jeg overvejer det nøje, og min trætte krop og de mange plukveer gør, at jeg takker nej – jeg vil gerne have ro og ikke skulle nogen steder resten af aftenen. Samtidig tænker jeg, at min krop allerede selv er så småt i gang, så jeg håber, den går i gang af sig selv. Vi aftaler, at jeg skal komme igen dagen efter, onsdag den 6. juli, klokken 9.45, for at få piller igen. Jeg tænker ikke rigtig over det, jeg vil bare hjem og sove. Vi kører forbi McD på vejen med min mor (som har været trofast chauffør hele dagen). […]

Onsdag morgen klokken 04:02

Jeg vågner af, hvad der føles som menstruationssmerter. De er ret slemme, så jeg ligger og mærker dem, men tænker ikke, at det kan være veer. Jeg ligger måske i 20 minutter, og det føles ret konstant. Smerten bliver dog værre. Jeg skal tisse, så jeg rejser mig op og går ud på badeværelset. I det jeg sætter mig ned, får jeg en kraftig smerte og er pludselig ikke i tvivl længere; jeg har veer. Jeg går ikke som sådan i panik, men jo, det er da en underlig følelse og lidt ”hvad skal der så ske nu”-agtigt.

Af ren instinkt er jeg så begejstret indeni, at jeg råber til Benjamin, der ligger sovende på sovesofaen: ”SKAT! Jeg tror jeg har fået veer”. Det lyder måske panikslagent, men sådan har jeg det ikke. Jeg har egentlig bare ondt og er vildt glad over smerten. Jeg har glædet mig sådan til veerne, og nu er de her! Jeg bemærker hurtigt, at de kommer meget hurtigt lige efter hinanden, og da jeg kommer ud fra badeværelset, begynder jeg at tage tid på mine veer. De varer i gennemsnit 30-40 sekunder, og der er max 2 minutter imellem dem.

Stærke veer – Benjamin ringer til fødemodtagelsen

Jeg tænker tilbage på fødselsforberedelsens hjernenotater og husker, at man så småt skal begynde at begive sig mod hospitalet, når der er 4-5 minutter imellem – fuck. Skal jeg så føde nu eller hvad? Jeg kigger på igangsættelses-papiret, vi havde fået med fra aftenen inden, og læser: ”Ring til fødegangen hvis du får begyndende veer (…)”. Og eftersom, at jeg nærmest har konstante veer og bruger de korte pauser på at forstå, hvad der skal til at ske, ringer Benjamin til fødemodtagelsen for at fortælle om situationen. Vi får at vide, at vi skal komme ind om 2 timer, altså klokken 6.30. Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Jeg er for fokuseret på at trække vejret og holde mig rolig og for guds skyld ikke stå på tæer, når jeg har veer.

De to timer går hurtigt, jeg rykker mig rundt, prøver at ligge ned, men får det endnu værre og får bare ondt af mig selv. Går rundt i vores lille stue og prøver på et tidspunkt at læne mig ind over en af sofahynderne og vrikke med hofterne. Ikke just rart, men det får tiden til at gå. Veerne bliver værre. Vi skal af sted. […]Hver gang jeg får en ve, stopper jeg op og læner mig instinktivt op ad noget og går ind i mig selv. Fuck, det gør ondt.

Vi kommer op på fødemodtagelsen, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke har mødt et eneste menneske på vej fra parkeringen og herop. […] Vi kommer ind på en lille ministue, hvor jeg får kørt en CTG (meget rart med veer… NOT), og herefter mærker hun mig indvendigt. Jeg er 3-4 cm åben og har ”1 lille cm livmoderhals tilbage” – tænker bare, lille eller stor, den er vel stadig kun 1 cm, det hjælper altså ikke, at du siger ”lille” foran. Hun går og siger, at der vil komme en jordemoder og tage imod os og følge os på en fødestue, da her ikke er travlt, og jeg er nærmest i aktiv fødsel. […]

Heidi får min ønskeliste til fødslen

Jordemoderen kommer: Heidi. Hun virker super sød og meget garvet. Jeg bliver tryg og samtidig lidt skræmt. Det er det menneske, der skal guide mig igennem (en af de) vigtigste udfordringer i mit liv. Hun går ret hurtigt, og jeg prøver at følge med, men har altså lige en del veer på vejen. Benjamin slæber på vores ting.

Vi træder ind på en ret stor stue, indeholdende en seng, en kæmpe slags platform og nogle skabe (og selvfølgelig alle jordemoder-dimserne). Hun fortæller, at platformen er, så man kan ligge som par og ”hygge sig”, mens man venter og har veer. Jeg tænker, at hun er sindssyg. […] Benjamin fortæller, at han ved, at jeg rigtig gerne vil ligge i vand under veerne og muligvis også gerne føde deri. Jeg bliver stolt af ham. Tak, det kunne jeg ikke lige selv få ud af min mund.

Heidi siger, at det er helt ok, og at hun lige tjekker, om stuen med kar er gjort ren. Det er den. Så der kommer vi hen. Karret er mindre end forventet, men den er jo designet til hvaler (LOL), så mon ikke jeg kan være i det.

Jordemoderen vil snakke med os om, hvordan det hele kommer til at foregå, og Benjamin fortæller, at jeg har skrevet en ønskeliste. Den vil hun meget gerne se, og vi gennemgår den sammen. Jeg har fortsat veer, med meget korte mellemrum, og de er ikke blevet mindre smertefulde med tiden. […]

Efter lidt tid, gætter på at klokken er mellem 10 og 11, undersøger Heidi mig indvendigt, og jeg har ikke åbnet mig mere end 4, max 5 cm. Min verden falder sammen. Måske virker det ikke som lang tid, at jeg har haft veer, men når de kommer med så korte mellemrum, føles det som rigtig lang tid.

Frustration får Heidi til at give peptalk

Jeg bliver dybt frustreret, og jeg tror, det kan ses. Sød som jordemoderen er, peptalker hun mig og siger, at det bare er tal, og at jeg skal stole på hende og på min krop. Jeg stoler mere på hende, end jeg stoler på min krop, så det må jeg bare holde fast i som motivation. Hun siger, at hun gerne vil tage vandet, da mine veer ikke er kraftige nok og ikke åbner mig det, jeg skal. Hun lyder ikke panikslagen eller nervøs for mit eller babys helbred og velvære, så jeg forholder mig også roligt.

Hun advarer mig om, at mine veer højt sandsynligt vil blive ret slemme herefter, og at jeg skal fortsat skal arbejde godt med dem, som jeg har gjort indtil videre. Jeg tager det som et kompliment. Hun tager vandet. Det føles spøjst, for det føles ikke rigtig som noget, andet end at jeg kan mærke der kommer en masse vand ud af mig, men alligevel kan jeg ikke mærke det – meget underlig følelse.

Kort tid efter: Hun havde ret. For helvede, hvor gør de veer ondt nu, og hvis jeg føler, jeg havde ondt før, så havde jeg det ikke; NU har jeg (virkelig) ondt. Mine veer varer nu cirka 1 minut i gennemsnit.

Jeg holder stadig fast i, at jeg ikke vil have medicinsk smertelindring. Hun foreslår bistik, som er saltvand, der bliver sprøjtet ind i lænden. Jeg takker nej. Det kan jeg ikke overskue.

Rebozo for at klare lændesmerterne

Hun spørger mig, hvor smerten sidder, og jeg prøver at forklare, at det har rykket sig fra at være i lænden og en smule foran til kun at være foran nede omkring skambenet. Hun mener, at Calvin har lagt sig lidt forkert i bækkenet, og at mine smerter derfor har rykket sig. Hun foreslår derfor rebozo, som vi allerede kender til fra fødselsforberedelsen.

Jeg lægger mig på alle fire på sengen, og Heidi kravler op på sengen med et lagen og begynder straks at ruske i mig mellem veerne. Det er virkelig rart og får mine tanker lidt væk i de korte pauser. Efter hun har illustreret det for min trofaste fødselspartner Benjamin, får han lov til at prøve, og han finder hurtigt ud af, at han ikke skal røre mig under en ve – bevarer den pæne tone, er overrasket over, at jeg endnu ikke har skældt ham ud. Var ellers overbevist om, at jeg ville blive en rigtig nar over for ham. […]

Heidi introducerer os til Meyermetoden

Han kommer ind igen, og hun introducerer os til en ny form for alternativ smertelindring, hun kalder ”Meyermetoden” (hun fortæller, at hun hedder Heidi Meyer). Hun siger, at det er en slags naturlig epidural. Ordet epidural skræmmer mig helt vildt. Ellers tak! Men okay, det er epidural uden nål, så ‘let’s give it a try’. Jeg skal lægge mig på ryggen, og hun står til højre for mig. Hun fortæller, at jeg skal gøre, som jeg plejer og trække vejret roligt og arbejde med min ve. Så skal hun nok sørge for at følge den til dørs med mig. Det forstår jeg ikke helt endnu.

Hun fortæller, at metoden er en blanding af hypnose (vist nok?), zoneterapi og akupressur, og at hun vil trykke på nogle punkter på min krop, der vil være smertestillende. Min ve starter, og jeg skynder mig at pruste ud, inden jeg zoner ind i mig selv. Hun trykker mig hårdt med en finger imellem øjnene.

Så trykker hun på kæben, skulder, omkring albue/underarm, på min hånd, mine inderlår og på min fod. Hendes tryk ”gør ondt”, og selvom jeg stadig kan mærke min ve, kan jeg heller ikke undgå at koncentrere mig om de forskellige tryk, og min hjerne prøver automatisk at regne mønstret ud imens. Og pludselig er veen væk.

Hun gør det under et par veer, og jeg fornemmer, at min ve bliver kortere. Jeg spørger hende, om det kan passe, og hun fortæller, at hun fjerner den overflødige del af min ve, som bare gør ondt, men som ikke gør noget godt for min krop. Metoden gør, at mine veer ikke længere varer 1 minut, men er tilbage til 30-40 sekunder.

Benjamin lærer hurtigt Meyermetoden

Benjamin lærer hurtigt metoden og fortsætter et par veer efter. Karret er ved at være fyldt helt op. Jeg sidder 10 minutter på en stor gymnastikbold med Benjamin bag mig, som trykker lidt på min lænd under ve-pauserne. Nu er karret fyldt, så jeg begynder at tage tøjet af (læs: nettrusserne og den lækre oversize skjorte, jeg havde helt åben). Fra gulvet op i karret er en stor udfordring for mig at overkomme. Min store tunge krop kan ikke klare det selv, så jeg må få hjælp til at træde derop. Idet jeg sætter mig ned, føles vandet nærmest smerteforstærkende, og jeg er lige ved at sige: ”STOP jeg vil op NU”, men jeg holder ud og tænker, at det vil blive lige så hårdt at rejse mig op og træde ud af karret. Nu er jeg lige kommet herned.

Her i karret ligger jeg længe. Jeg ligger her fra (cirka) et sted mellem 11-11.30. Heidi mærker mig, og jeg har åbnet mig 8 cm. Der er håb forude. […] Benjamin sidder op ad karret og holder mig og gør, hvad han kan, for at hjælpe. Under veerne trækker vi vejret sammen. Det har han næsten gjort ved hver eneste ve siden klokken 4 i morges. Sikke et overskud. Jeg elsker ham, tænker jeg. Det har jeg lige akkurat overskud til at tænke, og så kommer der en ve.

Nu er klokken omkring 13. […] Mine veer ændrer sig. Jeg har rigtig ondt nu og føler ingen motivation. Tårer triller ned ad mine kinder, og jeg føler, at min motivation for at føde langsomt flyver væk fra mig.

Overgangsfase – veerne ændrer sig

Jordemoderen fortæller mig, at det er overgangsfasen, og at det snart er tid, men ikke endnu. Kort tid efter, at hun har fortalt mig det, begynder mine veer at ændre sig. Det starter som en almindelig ve, og halvvejs inde i den føler jeg pressetrang. […] Jordemoderen siger, det ikke er de rigtige presseveer, og at jeg skal holde igen, hvis jeg kan og ikke presse for meget med. Hun instruerer mig i at gispe. Jeg prøver. Fuck, det er svært! Jeg skriger. Jeg skriger helt vildt. Hvad sker der med min krop? Det var ikke sådan her, det skulle føles, jeg er jo decideret i tvivl om, hvad der sker, og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg gisper og skriger og græder og siger: ”Jeg kan ikke mere”. Både jordemoderen og Benjamin siger: ”Jo, du kan”. Lige nu har jeg lidt svært ved at tro på dem. De mærkelige veer fortsætter lidt tid. Pludselig kan jeg mærke, at der bliver stukket et par fingre op i mig, og det er så jordemoderen, der lige tjekker mig derinde – jeg har åbnet mig de famøse 10 centimeter og kan nu begynde at presse!

Jeg prøver at presse ved næste ve, som jeg får besked på, og det går ikke særlig godt, føler jeg. Jeg kan presse et par sekunder, bruger al min energi på det, og så skal jeg holde en kort pause for at trække vejret, og så presse igen – ved 2. pres kan jeg ikke presse, alle mine kræfter er opbrugt, der er ikke flere tilbage. Jeg kommer også til at råbe og skrige. Jeg gør det ikke med vilje, det er vitterligt, som om min krop gør det selv. Klokken er ca. 13.30. […]

Calvins hoved kommer til syne

Engang imellem kommer jeg til at skrige, og jeg får at vide, at jeg skal vende kræfterne indad og tie stille. På et tidspunkt sammenligner Heidi vist mit underliv med en pakke smør, men det ryger hurtigt ud af det andet øre igen. Pludselig er vi nået til et punkt i min pressefase, hvor hun pænt og diskret beder mig om at tage mig sammen: “DU KAN GODT” og “NU SKAL DU HAVE HOVEDET UD”.

Jeg gør fandme, hvad jeg kan, og græder lidt mere, imens jeg presser. Kom så ud baby, jeg kan snart ikke mere.

Pludselig siger Heidi begejstret med fingrene oppe i mig: ”Jeg kan mærke hans hoved! Vil du mærke?”. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg har ikke kræfterne til at bevæge min hånd derned og op, jeg vil bare presse ham ud nu. Hun siger: ”Kom og mærk!” og tager min hånd derned for at motivere mig lidt. Jeg får to fingre op og kan mærke, jeg støder på noget. Shit, det er min baby!

Hun henter et lille spejl og holder det mellem mine ben, så jeg kan se med. Nu kan man se hovedet. Heidi siger: ”Okay, han er i hvert fald ikke skaldet! Han har masser af hår! Se!” Vandet er ret grumset, så jeg kan kun se en smule i få sekunder. Efter et par presseveer får jeg presset hans hoved langt nok ud, til at det bliver, hvor det er, og nu kan jeg fornemme, at det er lige om lidt. Benjamin holder fortsat mit hoved oppe over vandet, jeg har ingen kræfter til det selv.

Calvin kommer til verden

Pludselig kan jeg mærke et ”svup” og en kæmpe lettelse dernede, samtidig med en frygtelig smerte. Hans hoved er ude. Jeg skynder mig at mærke hans hoved med hænderne, og ved næste presseve får jeg presset hans krop ud, og det føles helt vildt! Jeg når lige at tænke: ”NU ER HAN HER”, da Heidi skynder sig at sige: ”Så! Tag din baby op”, og jeg skynder mig at fumle ham op på mit bryst med hjælp fra hende. Hans hud er helt glat, og i det sekund han kommer over vandet, skriger han. Den lyd har jeg ventet længe på. Jeg græder af lykke og lettelse og stirrer mig blind på ham, imens jeg flere gange siger: ”Jeg elsker dig” til ham og indimellem kigger op på Benjamin, den stolteste mand i verden, der også græder hulkende og har det dejligste udtryk i ansigtet.

Jeg får straks en masse efterveer i vandet, og Benjamin skal klippe navlestrengen.

Han sætter sig efterfølgende over i lænestolen i hjørnet, hvor han får Calvin i armene, så jeg kan komme op af karret, føde moderkagen og komme op at ligge på sengen.

Min familie: Benjamin og Calvin

Idet jeg kommer op at stå, får jeg hjælp af en SOSU-assistent, som er rigtig sød. Hun fortæller mig, at jeg er så sej. Jeg koncentrerer mig meget om, at navlestrengen hænger ud af mig med en eller to klemmer på. Det gør den tungere, og det føles virkelig klamt, at der er vægt på. Derfor insisterer jeg på at holde fast i navlestrengen, selvom de flere gange beder mig om at lade den hænge.

Jeg stiller mig ud på et håndklæde på gulvet mellem karret og sengen og skal ned i skovskiderstilling – får at vide, at jeg skal presse, og det gør jeg – ud kommer moderkagen. Splat. Lige der på gulvet. Og masser af blod. Jeg kommer op at ligge på sengen, hvor jordemoderen kommer hen og tørrer mig og siger tillykke. Hvor er hun fantastisk. Tak, siger jeg til hende.

Jeg kigger hen på Benjamin og Calvin i stolen og kan ikke få øjnene fra dem. Nu er vi en familie.

Læs den fulde fødselsberetning på bloggen Meyermor.