MARIE

Jeg går i seng torsdag aften med en anderledes fornemmelse i min mave. Der er en øm følelse foran, nede ved underlivet, lidt ligesom menstruationssmerter. Natten igennem sover jeg lidt uroligt, og jeg bliver vækket lidt af og til af min mave.

Klokken 7 fredag morgen, to dage før termin, er jeg sikker. YES! Endelig kommer veerne. De gør ikke ondt endnu, men der er nogle sammentrækninger, der meget tydeligt kommer og går nu, så det må jo være veer. Bare de nu ikke går i sig selv igen. Jeg er mere end klar til at føde nu.

Utålmodig efter at føde

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har været meget utålmodig den sidste uges tid. Af en eller anden grund havde jeg besluttet mig for, at jeg skulle føde en uge før termin. Jeg har drukket hindbærbladte, spist ananas, lavet utallige ottetaller med hofterne og for et par dage siden lykkedes det mig at overtale min mand til, at han skulle lave igangsættende rebozo på mig. Han synes ellers godt, at lille-bebs måtte vente et par dage endnu, da han ikke er helt færdig med noget arbejde, som han skal lave.

Nå, men nu er der altså veer. Jeg sender en masse kærlige tanker ned til vores baby. Hun skal jo ud på sin første store rejse nu, og det bliver nok en hård tur for hende. Jeg tager tid på veerne med en app, som jeg har downloadet. Der er alt mellem 4 og 12 minutter mellem dem. Klokken 8 kan jeg ikke længere vente med at vække min mand. Han står op og går i gang med at forsøge at lave sit arbejde færdigt så hurtigt som muligt, og han samler også babysengen.

Afslappende stillinger parat til veerne

Jeg har gået til fødselsforberedelse og har en masse afslappende stillinger parat, som jeg kan bruge, år veerne for alvor tager fat. Lige nu bruger jeg al min energi på at sende positive tanker til min krop. Kom så an veer – I skal være så velkomne. Jo kraftigere des bedre, for jeg ved jo, at det er det, der skal til, for at få min baby til verden. Jeg vil så gerne have hende ud i dag.

Jeg ringer ind til fødegangen for at høre, hvordan det nu er med tiden mellem veerne. Jeg har glemt, hvornår de anbefaler, at man kommer derind. Jordemoderen i røret fortæller, at det er år veerne er regelmæssige, og år der er 3 minutter i mellem. Jeg synes, det lyder som meget kort tid mellem veerne. Skal vi virkelig vente til, fødslen er så langt?

Tid til at tage tid på veerne

Jeg har hele vejen gennem graviditeten været ret nervøs for det der med, hvordan man finder ud af, hvornår man skal tage på hospitalet. Alle mennesker er jo forskellige, og jeg ved jo ikke, om jeg er en af dem, der kommer til at opleve mine veer som kraftige eller milde.

Jeg ved jo heller ikke, hvor hurtigt jeg kommer til at udvide mig. Tanken om taxaturen med veer gør mig heller ikke særlig tryg. Hvad hvis vandet går midt i taxaen (det er nemlig ikke gået endnu)? Eller endnu værre: Hvad hvis jeg pludselig får pressetrang i taxaen? Så skal jeg sidde der og gispe med enden i vejret hele vejen til Herlev.

Så mens jeg går rundt herhjemme med veer, spekulerer jeg en del på, hvornår vi mon skal tage afsted. Veerne tager stille og roligt til i styrke. Klokken cirka 12 siger jeg til min mand, at nu er det tid til at lægge arbejdet fra sig. Nu har jeg brug for hans fulde opmærksomhed og opbakning, så vi kan klare det her sammen.

Jeg kan smide alle mine indøvede siddende og liggende afslapningsstillinger ud af vinduet. Det eneste, der virker for mig, er at hænge ind over køkkenbordet og lave 8-taller med hofterne, mens min mand masserer og varmer min lænd og tager tid på veerne. Jeg kommer på et tidspunkt til at udbryde: “Åh nej, nu kommer der en til”. Jeg irettesætter hurtigt mig selv. Det er jo meningen, at jeg skal byde alle de gode og effektive veer velkommen i min krop. Den her fødsel må jo ikke gå i stå, år vores lille baby nu endelig er på vej.

Opkald til fødegangen – og en smule skuespil

Klokken 14 ringer jeg til fødegangen igen. Veerne er ikke helt regelmæssige. Der er ca 3-5 minutter imellem dem, men jeg kan mærke, at de er på en kraftigt opadgående kurve i styrke. Jeg synes, det er tid til at få den taxatur overstået, inden det bliver for slemt det her. Jeg ved, at jordemoderen i telefonen vil holde samtalen kørende længe nok til, at hun kan tale med mig hen over en ve, så hun kan bedømme, hvordan jeg lyder, og dermed hvor langt jeg er i forløbet.

Da veen kommer, spiller jeg skuespil. Jeg får veen til at lyde meget værre, end den er, for jeg kan faktisk sagtens tale hen over veerne. Jeg kan ikke overskue, hvis jordemoderen bedømmer, at det ikke er tid endnu. Hun siger, at vi stille og roligt kan bevæge os derind, men at vi skal være forberedte på, at vi måske bliver sendt hjem igen. […]

Veer i stride strømme

I fødemodtagelsen er der gudskelov æsten mennesketomt. Vi ser et kendt ansigt – nemlig den søde jordmoder Janne, som vi kender fra fødselsforberedelsen på Herlev. Hun spørger, hvad de kan hjælpe os med i dag, og jeg svarer “1 stk fødsel tak”. Janne griner og synes, det lyder lidt overskudsagtigt fra en fødende kvinde.

Vi kommer ind til tjek, og jeg er 3-4 cm åben. Min mand og jeg kigger på hinanden. Hurra… vi klarede at ramme hospitalet med perfekt timing. Nu sender de os ikke hjem igen. Taxaturen har dog sat en dæmper på veerne, så jordemoderen laver en hindeløsning på mig. Hun beder os om at gå en tur på cirka en time, så vi kan få godt gang i veerne igen.

Allerede nede på parkeringspladsen begynder veerne at rulle ind over mig i en storm. Det overvælder mig i en sådan grad, at jeg æsten ikke kan å at følge med med vejrtrækningen. Benene ekser under mig, og jeg kan æsten ikke være i min krop. Det her er slet ikke sjovt. Jeg bander over, at vi er blevet sendt på gåtur i den her tilstand. Vi vender om og bevæger os tilbage mod fødemodtagelsen. […]

Heidi og Meyermetoden får styr på veerne

Tilbage i modtagelsen kommer vores jordmoder ud og henter os. Hun præsenterer sig som Heidi, mens endnu en ve kommer rullende.

Inde på fødestuen har Heidi hurtigt fokus på, at vi vist hellere må prøve at få styr på mine veer. Hun spørger, om jeg har noget imod at blive rørt ved. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet. Jeg er frisk på alt, hvad der kan hjælpe lige nu.

Jeg lægger mig, og hun trykker mig hårdt i panden, da æste ve starter. Hun fortsætter ved at trykke mig skiftevis på den ene og den anden skulder og fortsætter trykkene ned af kroppen på skiftevis højre og venstre side. Hun beder mig om at bevæge min venstre lilletå og lidt efter min højre storetå. Jeg har altid været en af dem, der blander højre og venstre sammen, så det kræver en del koncentration midt under veen og distraherer mig lidt fra smerterne.

Hun slutter af med et hårdt tryk i panden igen og beder mig puste resten af veen ud og på den måde give slip på den. Heidi hjælper mit mindset ved at sige, at jeg fra nu af skal prøve på kun at forholde mig til de smertetoppe, der kommer med veerne. Jeg skal prøve at glemme alle de andre smerter.

Heidis hænder hjælper mig tilbage i kroppen 

Efter 2-3 veer med hjælp fra Heidis kyndige hænder er jeg fuldstændig tilbage i min krop, og jeg kan mærke roen igen. Det føles befriende, og jeg kan nu slappe af under veerne, fordi jeg bliver trykket på hårdt og bliver holdt fast i min krop. Jeg føler mig ikke alene med mine smerter, og jeg føler ikke, at jeg skal gøre noget selv for at udholde smerterne andet end at trække vejret dybt.

Heidi lærer min mand metoden, og han bliver herved den vigtigste hjælper for mig under udvidelsesfasen, hvor han ikke viger fra min side. Nu da vi er kommet ud af vestormen igen, kan Heidi undersøge mig. Jeg er gået fra at være 3-4 cm åben, da jeg kom til hospitalet, til nu at være 7 cm åben. Pyha, det manglede da også bare. Jeg er lettet over, at der i det mindste har været et udbytte af den udmattende gåtur. […]

Klar til fødekar

Da jeg kommer ned i vandkarret, falder der for alvor ro over stuen.  Nu er jeg, hvor jeg skal være. Hvis jeg er heldig, og alt går som smurt, så kan jeg måske undgå at flytte mig igen, før vores datter er født. Det er en kæmpe stor lettelse og det varme vand føles rigtig rart mod kroppen.

Veerne er meget kraftige, men der er pauser mellem dem, hvor jeg kan å at samle energi. Min mand sidder bag mig og trykker mig hårdere og hårdere i panden og på kroppen, som veerne tager til. Nu skal vi ingenting gøre andet end at lade kroppen arbejde af sig selv. Det er fysisk anstrengende og gør rigtig ondt, men der er ikke et eneste tidspunkt, hvor roen forlader stuen, og hvor jeg ikke føler, at jeg kan følge med i min krop. Det her er slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med.

Heidi tjekker hjertelyden med jævne mellemrum, og babyen klarer turen rigtig fint. Heidi holder øje i et spejl i bunden af karret og siger, at vores baby har langt sort hår. Vi er målløse – hvordan kan hun allerede se det? Heidi siger, at babyen står lige indenfor. Hun opfordrer mig til at prøve at se efter i spejlet. Det er jeg ikke helt klar til endnu, men efter lidt tid er jeg alligevel for nysgerrig og kigger. Det er et surrealistisk syn at se det lille hoved lige indenfor. Jeg begynder at håbe, at det måske betyder, at jeg allerede føder inden midnat. […]

Pludselig klar til pressefasen

Pludselig begynder jeg at have trang til at udbryde nogle dybe stønnelyde under veerne. Det føles æsten rart at sætte lyd på. Heidi kan høre, at jeg er klar til at presse. Jeg har hørt fra mange, at pressefasen er rar, fordi man selv kan hjælpe til. For mig er det bare ikke spor rart. Det er unaturligt og føles helt forkert. Der går æsten 1/2 time, før jeg har lært, hvordan jeg skal presse rigtigt. Heidi laver et reb ud af et håndklæde, hvor min mand og jeg kan hive fra hver vores ende som en hjælp til at presse. Jeg forsøger også at presse med benene bukket op under mig mod karrets hårde kant.

Heidi er fantastisk og opmuntrer mig hele vejen gennem pressefasen. Hun hepper på mig til at give den en ekstra tand og hjælper med at visualisere, hvor meget babyen rykker sig nedad for hver presseve. Det er svært for mig, og jeg er bange for, at der er noget, der går i stykker, hver gang jeg presser. Jeg har ikke lyst til at ende med hæmorider og en ødelagt lukkemuskel.

Efter et stykke tid forklarer Heidi mig, at pressefasen er hård for min baby, og at jeg kun må presse i 1 time i vandet. Ellers skal jeg op af vandet, så vi kan måle på babyens hoved, om hun har det godt. Op af vandet nu?!! Nej det kan jeg godt nok ikke overskue. Nu har jeg ligget her og været vægtløs i over 4 timer. Jeg har ikke lyst til at stå på benene igen, før det er overstået. Jeg får dårlig samvittighed over for min baby over, at hun måske bliver stresset af, at jeg ikke kan tage mig sammen og presse igennem.

Magisk øjeblik

Jeg presser alt, hvad jeg kan. Det gør rigtig ondt, da hovedet skal presses ud og i æste ve kl 21.12 kommer vores lille pige til verden. Alt smerte er glemt, og det er et æsten magisk øjeblik, da hun, som en lille havfrue, kommer svømmende op til vandoverfladen med helt åbne øjne.

Vi er lykkelige for en fantastisk fødselsoplevelse. En oplevelse vi i den grad var sammen om på fødestuen.

En oplevelse, der kunne have været meget anderledes, hvis vi ikke havde mødt Heidi, som med sin dejlige personlighed og sin metode hurtigt fik mig tilbage og tilstede i min krop igen, da jeg var lige ved at miste modet.

Med hendes metode kunne min mand og jeg være sammen om at give min krop de bedste betingelser for at arbejde som den skulle, og derved uden nogle komplikationer hjælpe vores baby til verden. Det var selvfølgelig rigtig hårdt arbejde at føde, men det var på ingen måde så smertefuldt, som jeg havde regnet med.

Nu ligger der en enestående lille skabning helt rolig foran os på mit bryst, og vi er blevet en lille familie på 3.

Læs den fulde beretning på bloggen Meyermor.